PLANTE LABORATORIET

Vi planter og eksperimenterer!

I PLANTE LABORATORIET arbejder vi med begrønning af udearealerne.

Det er her børn og unge får jord under neglene og kommer tæt på plante og dyrelivet i jorden.

Børn og unge eksperimenterer med planter og ser på hvad der kan gro hvor og hvorledes et samlet areal tager sig ud med en specifik beplantning.

Der eksperimenteres med lys, vand, varme, jordbund og forskellige plantearter.

I PLANTE LABORATORIET arbejdes der med at så, plante, passe og pleje planter.

I PLANTE LABORATORIET skabes der fx. stiklinger, en planteskole, små haver, staudebede og fælles grønne områder.

Børn og unge øver sig i at arbejde praksisnært med grønne elementer i byrummet.

På opdagelse i fritidshjemmets og klubbens haver

På Skrammellegepladsen er der små haver og forskelligartede fællesarealer. Der er haver, der dyrkes og haver der hører til de små legehuse, som børnene hvert år i grupper får tildelt. Der er store træer og gemmesteder. Der er buske, krat og bede.

Børnene er optaget af at finde ud af hvad der pibler op og om man kan gøre noget med planterne.

I PLANTE LABORATORIET var det tid til at gå på opdagelse. Vi tog på rundtur i de små haver for at finde ud af hvad der var.

Planter blev kategoriseret efter om de voksede i skygge eller lys, om de kunne spises eller var giftige. Nogle planter spredte sig meget og kvalte andre mens der dukkede et hav af selvsåede små træer op.

Nogle træer blev forsigtigt taget op og omplantet, så der blev en lille planteskole. Mange af træerne var kastanjetræer og der blev studeret spirer og spireevne.